Bliv virtuel cafévært for Diabetesforeningen

Har du lyst til at hjælpe os med at starte et nyt tilbud op? Diabetesforeninger starter nu virtuelle caféer op, hvor foreningens medlemmer kan mødes i stærke og sjove fællesskaber med ligesindede. Her kan man høre foredrag, dele erfaringer og lave digitale aktiviteter sammen – og til det søger vi frivillige værter, der kan lede de virtuelle caféer.

Hvad er en virtuel café?

En virtuel café i Diabetesforeningen bliver et online tilbud til dig med diabetes uanset type. Du kan som besøgende logge på uanset hvor i landet du bor, ’gå ind i caféen’ og møde og tale med andre der har diabetes, få gode råd af vores rådgivere og høre foredrag – alt sammen med andre online café-deltagere. Det overordnede formål er at tilbyde dig med diabetes et nyt sted at indgå i hyggelige, inspirerende og lærerige sociale fællesskaber.

Hvad vil det sige at være virtuel cafévært?

Vi søger en række frivillige, som har lyst til at være værter for disse fællesskaber. De frivillige værter skal være med til at skabe et behageligt ”onlinerum”, facilitere gode samtaler og erfaringsudveksle med nye og erfarne der har diabetes, invitere foredragsholdere ind, lave kreative indslag (spil, quiz, bingo etc.), temadebatter samt udbrede kendskabet til de virtuelle caféer udadtil i samarbejde med projektlederen.

Du kan være frivillig uanset hvor i landet du bor. Som udgangspunkt vil den virtuelle café have åbent én til to dage om ugen og du skal som minimum kunne deltage to gange månedligt. Alle frivillige bliver klædt godt på til opgaven via online kursusgang og har mulighed for at sparre med projektleder gennem hele forløbet – du vil aldrig stå alene med opgaven.

Hvad kan det give dig at være frivillig hos os?

• Faglig støtte, netværk ogfællesskab i en engageret frivilliggruppe
• Rammerne for at du kan bringe dine personlige erfaringer i spil til at gøre en forskel for andre med diabetes og samtidig blive klogere på dig selv
• Erfaring med frivillighed i en stor interesseorganisation
• Indflydelse på de virtuelle caféers udvikling
• Styrkede digitale- og facilitatorkundskaber og mulighed for løbende sparring og supervision

Vores ønsker til vores virtuelle caféværter

Du skal kunne (eller have interesse i at lære) at...

• Navigere sikkert på en computer og Microsoft Teams
• Være imødekommende, engageret og nysgerrig. Du skal desuden være over 18 år
• Facilitere og igangsætte inkluderende og gode samtaler med besøgende og oplægsholdere
• Kan sætte andre i centrum og trække på dine egne erfaringer, når det giver mening

Vil du høre mere?

Kontakt projektleder, Anders Lund Rasmussen på alr@diabetes.dk eller ring på tlf. 4191 8801